Sorg og Skrivning – et skriveværksted for unge i sorg

9. marts – 25. juni 2026: Den 18. juni er der afsluttende sorgceremoni i kirken

 

Sorg & Skrivning er et kreativt skriveværksted for unge, der har mistet en forældre, en søskende eller begge forældre. Her skaber vi et trygt rum, hvor sorgen ikke skal forklares eller fikses, men kan få lov at eksistere – uden krav om afklaring. I skriveværkstedet åbner vi op ved at skrive det ned. Ordene kan være en måde at nærme sig det, som ellers kan føles ordløst.

 

Hvordan foregår det?

Vi arbejder med konkrete skriveøvelser og udvalgt litteratur i et ikke-dømmende fællesskab. Deltagerne skriver om, fra og omkring sorgen, og der er plads til både stilhed, eftertanke, samtale og det fælles nærvær, der kan opstå, når man deler tekster med hinanden. Skriveværkstedet fungerer som en skrivende sorggruppe, hvor vi både taler mundtligt om sorgen og lader ordene på papiret åbne nye veje at bære den på. 

 

Skrift, ro og fællesskab

Forløbet bygger på nyere forskning, der viser, at det kan være helende at sætte ord på sorgen gennem både kreativ, ekspressiv og refleksiv skrivning.

Forløbet afsluttes med en fælles sorgceremoni i Skt. Lukas Kirke, som deltagerne selv er med til at forme.

 

Om Ursula Scavenius:

Ursula Scavenius er forfatter, uddannet fra Forfatterskolen og cand.mag. i Litteraturvidenskab og skrivelærer. Hun har mange års erfaring som underviser, skrivementor og litteraturformidler og har undervist på bl.a. Forfatterskolen, Biskops Arnö, Gladiatorskolen og Forfatterskolen PS!. Hun debuterede i 2015 med Fjer – tre fortællinger, der modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og blev nomineret til blandt andet Montanaprisen. Hendes næste bog, Dukkerne – fire fortællinger, er solgt til udlandet og udgivet på lolli editions, shortlistet til Edvard P. Prisen og fremhævet af både BBC Open Book og Irish Literary Times som en af årets bedste oversatte bøger. Hun har modtaget et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og vandt i 2021 en Reumert sammen med Sydhavn Teater for iscenesættelsen af hendes værk Luna seconda. 

Som underviser skaber hun et nærværende og trygt rum, hvor der er plads til både sårbarhed, kreativitet og fordybelse.

 

Tilmelding og praktisk info

  • Der er et begrænset antal pladser- først til mølle! Der er max 10 pladser.
  • Tilmelding bag linket her. 
  • Ved spørgsmål, kontakt: ursulascavenius@hotmail.com
  • Skrivested: Falken, Falkoner Allé 40
  • Opstart: 9. marts
  • Vi serverer hver gang kaffe og lidt snack.
  • Mødedage: Hver anden mandag.
  • D. 9.3 -15.6 hver anden mandag kl. 14.30–18.30 i Falken, Falkoner Allé 40
    Datoer: 9/3, 23/3, 30/3, 20/4, 4/5, 18/5, 1/6 og 15/6
    Ledes af forfatter Ursula Scavenius

 

Vi glæder os til at skrive med dig og skabe mindeværdige stunder i skriften sammen!

 

Udvalgte citater fra tidligere elever og deltagere:
“Af hjertet tak. Uden dig som mentor ville denne bog aldrig være blevet til.” – Rasmus Daugbjerg
“Ursula er en inspirerende underviser. Hun fik mig til at se litteratur på en ny måde.” – Helene Franch 

"Jeg blev selv meget glad for at deltage i skrivekurset, som jeg fandt super godt. Du er den perfekte

person til at formidle litteratur og inspirere videre." - Sanni Olesen