Vi holder gudstjenesten om eftermiddagen så vi hver især kan gå på kirkegården bagefter og tænde lys. I kirken nævnes navnene på de personer fra Sct. Lukas Sogn, der er døde siden sidste Alle Helgens Søndag. Der er mulighed for at tænde et lys for den afdøde under gudstjenesten. 

Der gives ikke en rigtig måde at sørge på! Vores kærlighed er blevet hjemløs. Sorg er sorg, død er død – og hver især må vi finde vejen fremad! For tiden går selvom den er gået i stå. Livet leves videre, om vi magter det eller ej. Verden fortsætter sin skæve gang på trods af vort tab. Om vi vil det eller ej. Vi bærer tabet med os. Samtidig er vore døde på trods af deres fravær også hos os. Det kan ikke være anderledes. Det er derfor savnet gør så afsindigt ondt. Erindringen er både smerte og varme. Nogen dage er det ok, mens andre dage kan være svære eller hæslige. Sådan er sorgen. Den er lige så alsidig og foranderlig, som enhver anden følelse her i livet. 

Vi skal turde snakke om de døde, tale med hinanden om dem – med andre, som har kendt ham eller hende og som kan være med til at genkalde dem for os. Ligeså vel som vi med tiden kan finde ro, glæde og taknemmelighed over den tid vi fik sammen. Hver især må vi selv finde ud af at bære vores tab – vores sorg – vores døde – og så forsøge at leve i kærlighed og taknemmelig. Livet er et mirakel og en gave. Kærlighedens er sorgens pris. 

Pårørende, der anmeldte dødsfaldet, får et personligt brev eller en mail om gudstjenesten.  Afdøde, der ikke var medlemmer af folkekirken nævnes ikke. Ligeledes nævnes afdøde ikke, hvis de har frabedt sig medvirken af en præst ved begravelse eller bisættelse. 

Kaffe og kage i våbenhuset efterfølgende